Hjem
Hjem

Øens historie

 

I 1658 måtte Danmark afstå alle sine besiddelser øst for Øresund til Sverige. En vellykket bornholmsk opstand mod det svenske herredømme gjorde kort efter atter Bornholm og Ertholmene danske. Riget havde igen et støttepunkt i Østersøen.

 

Da det var nødvendigt at kontrollere den svenske flådes bevægelser i Østersøen, søgte man en velegnet placering for en base til den danske flåde. Valget faldt på Ertholmene. Mellem to klippeskær var der en naturlig havn. Den skulle blive grundlaget for flådebasen, fæstningen Christiansø.

 

Året 1684 blev skelsættende for Ertholmene. Det år besluttede den enevældige konge Christian V (1670 - 1699) at opføre et militært anlæg, solidt funderet på

de to klippeøer, som skærmede naturhavnen.

Lodser ved storetårn omkring år 1900

Hvor der før havde været nødhavn for bornholmske

fiskere gik nu – i perioder - op til 450 mand i gang med fæstningsbyggeriet, ledet af den dygtige norske fæstningsingeniør Anthon Coucheron.

Granitten til bastioner og mure blev brudt på stedet.

Alle andre byggematerialer måtte fragtes over havet.