Hjem
Hjem

Kunstens historie

 

I begyndelsen af 1900-tallet var kunstnerkolonierne i Skagen og Kerteminde allerede en realitet samtidig med at de første malere begyndte at søge til Bornholm og Christiansø.

 

Det er næppe uden grund, at mange af de unge malere fra Zarhtmanns malerskole var blandt de første, der indtog øen.

 

Flere af disse havde allerede deltaget i Malerskolens sommerakademi ved Middelhavet. På Christiansø fandt de den samme sydlandske stemning med lys, klipper, fæstningsmure, et middelhavsblåt hav, former og farver som i Italien.

Sommeren 1911 var der stort ryk-ind af malere på Christiansø. Indtil da havde øerne nærmest ved tilfældigheder haft besøg af forskellige marinemalere, hvoriblandt digteren og maleren Holger Drachmann.

 

Den som gjorde kunstnerne opmærksomme på øernes maleriske kvaliteter, var den unge Aksel Salto, der havde tilbragt en del somre hos sin slægtning, kaptajn With, øens forvalter. Sidstnævnte sørgede for at de unge malere fik stillet Møllehuset, Sygehuset og Fængslet til rådighed for en beskeden sum. Hertil kom et ryk-ind af malere, der overnattede på kroen eller lejede sig ind hos fiskerne.