KUNSTEN PÅ ØEN

I begyndelsen af 1900-tallet var kunstnerkolonierne i Skagen og Kerteminde allerede en realitet samtidig med at de første malere begyndte at søge til Bornholm og Christiansø. Det er næppe uden grund, at mange af de unge malere fra Zarhtmanns malerskole var blandt de første, der indtog øen. Flere af disse havde allerede deltaget i Malerskolens sommerakademi ved Middelhavet. På Christiansø fandt de den samme sydlandske stemning med lys, klipper, fæstningsmure, et middelhavsblåt hav, former og farver som i Italien.

Sommeren 1911 var der stort ryk-ind af malere på Christiansø. Indtil da havde øerne  nærmest ved tilfældigheder haft besøg af forskellige marinemalere, hvoriblandt digteren og maleren Holger Drachmann.
Den som gjorde kunstnerne opmærksomme på øernes maleriske kvaliteter, var den unge Aksel Salto, der havde tilbragt en del somre hos sin slægtning, kaptajn With, øens forvalter. Sidstnævnte sørgede for at de unge malere fik stillet Møllehuset, Sygehuset og Fængslet til rådighed for en beskeden sum.

Hertil kom et ryk-ind af malere, der overnattede på kroen eller lejede sig ind hos fiskerne. I løbet af de næste årtier blev øerne besøgt af svenskerne Karl Isacson og Oscar Hullgren, samt af en lang række danske malere, nogle i kortere perioder, andre sommer efter sommer: Andreas Friis, Kamma Salto, Vilhelm Lundstrøm, Harald Giersing, Daneskjold Samsøe, Mogens Lorentzen, Sigurd Svane og Edward Weie for blot at nævne nogle. Senere fulgte en lang række malere på kortere eller længere visitter: Heriblandt Oluf Høst, Olaf Rude, Sven Havsten Mikkelsen, Karl Locher, Ernest Køie, Sven Johansen, Sig Brøgger, Palle Nielsen, og Mogens Andersen.

Enkelte blev fastboende. Det gjaldt Henning Køie, Oscar Lemvig, Johan Frederik Tryde og i dag Mads Østergård. Mens andre blev faste sommergæster, nogle som teltliggere og andre i faste fritidslejemål heriblandt Christel, Karl Larsen, Gitz-Johansen, Kamma Salto, Mogens og Dominique Bonnard Magnussen, Frands Guldmann, Gudrun Henningsen, Kati Nordgren, Jørgen Iversen, Naja Salto, Vibeke Magnussen, Susanne Rubin og Charlotte Anker.

I dag ses ”Christiansø-malerne” bedst på Bornholms Kunstmuseum og på Statens Museum for Kunst. Mange billeder er i tidens løb erhvervede af øens faste beboere og sommergæster.
Nuværende Christiansø-malere udstiller i sommermånederne i ”Palivaren”. I kroens skænkestue hænger en lang række af både tidligere og nuværende maleres skjolde.