SKOLEN

CHRISTIANSØ SKOLE

CHRISTIANSØ 4 - 3760 GUDHJEM - TLF. 5646 2072


Skolen blev bygget som officersbolig i 1831. Ved fæstningens nedlæggelse i 1856, blev bygningen lavet om til præstebolig og skole.
I 1962 stoppede præsten med at være lærer og 1. læreren (nu skolelederen) flyttede ind.

I bygningens sydlige ende ligger skolelederens bolig, og den nordlige ende er skole. På 1. sal over skolen er der en kunstnerbolig.
Skolen har 2 undervisningslokaler, 1 grupperum, kopirum, fyrrum, toilet og gang/garderobe. Skolen har her udover også en gymnastiksal og et kombinationslokale til sløjd og
billedkunst.


Christiansø Skole er en lille skole placeret på en af Danmarks absolut smukkeste Øer. Skolen giver eleverne mulighed for at gå i skole fra 0. til 7. klasse. For tiden er der 10 skolesøgende børn fra 0. klasse til 6. klasse.

Når eleverne går ud af 7. klasse fortsætter de primært på kost- eller efterskole, enkelte elever vælger at fortsætte i en almindelig folkeskole på Bornholm.

Christiansø ejes af den danske stat og hører under Forsvarsministeriet.

I løbet af skoleåret er der nogle traditionsbundne aktiviteter og ture:


Græsholm

Græsholmsturen er noget ganske særligt. Vi er de eneste i Danmark, der kan tage til Græsholmen. Græsholmen er en del af Ertholmene. Det er et fuglereservat, hvor det er forbudt for mennesker at komme. Vi har fået lov til at komme derud i august eller i september, når fuglenes ynglesæson er slut. Vi bliver sejlet derud om morgenen i nogle joller med påhængsmotor. Skolen har en lille hytte derude. Den har vi selv bygget af drivtømmer, så den er ikke så holdbar. På Græsholmen bygger vi lidt på hytten, skriver sange, maler, spiller bold, tænder bål mm. Når skoledagen er slut bliver vi hentet af jollerne.

Lucia/krybbespil

Hvert år går vi luciaoptog og/eller opfører et krybbespil på Månen (vores forsamlingshus).

Fastelavn

Fastelavnsmandag er en skolefri dag. Elever står meget tidligt op, som regel kl. 05.45. Alle eleverne mødes udklædte og klar til at rise øboerne op. Eleverne føres rundt til de forskellige hjem af de ældste elever på skolen. Eleverne riser selvfølgelig ikke dem op der ikke vil, derfor bliver der hængt en seddel op hos Købmanden, hvor folk kan skrive sig på, hvis de ønsker at blive riset op. Selve oprisningen foregår ved, at eleverne lister ind i hjemmet og ind i soveværelset, hvor de slår med deres fastelavnsris på dynerne mens de synger. Når eleverne har riset alle op, går de hjem. Nogle skifter kostymer, andre spiser af alt det slik de har fået. Kl. 10.00 mødes eleverne på Paraden, og der er alle børn med. Denne gang går børnene rundt til alle hjem og samler penge ind til Folkekirkens Nødhjælp, og også her falder der slik af til børnene.


Ø-rensning

Indslag på TV-2 om Ø-rensningen 2009

En gang om året har skolen Ø-rensning. Vi mødes på Paraden hvor vi deles i 3 grupper. En gruppe sørger for Frederiksø, en anden gruppe for den nordlige halvdel af Christiansø og den tredje gruppe søger for den sydlige halvdel af Christiansø. Vi har flere skraldesække med, som vi fylder med slikpapir, flasker, cigaretskodder mm. Når vi er færdige, mødes vi igen på Paraden. Der får vi en sodavand og et stykke frugt hver.

Sommerudstilling

Hvert år i juni har vi sommerudstilling på skolen. Her udstiller vi noget af det vi har produceret og arbejdet med i årets løb. Det er alt fra brugs- og billedkunst, digte, historier og projekter. Udstillingen er gratis at se, og det er den eneste dag på året, hvor turister har mulighed for at se vores dejlige skole.
Sommerafslutning

Til sommerafslutningen, inviteres alle forældre og søskende i Kongens Have, hvor vi spiser sammen, og hygger os sammen. Når vi er færdige med at spise og hygge er det tid til rundbold. Pigerne mod drengene, og forældrene deltager selvfølgelig også. I 1999 vandt pigerne, for første gang og ind til videre sidste gang, HURRA. Når vi har spillet rundbold går vi op i Kongens Have, så får vi saftevand, kaffe, te og kage.

Forældrerådet

Forældrerådet blev valgt i 2009, og har siden da været gode til at tilføje flere hyggelige trivselsarrangementer i løbet af skoleåret. Blandt andet har vi haft mulighed for at genoptage gamle traditioner som; Juletur til Rønne og vores Sommertur til Brændesgårdshaven (Joboland) - dog i en ny form.