Besøg øen


Hvert år besøges Christiansø af ca. 40.000 gæster. De fleste er endagsturister, og nogle overnatter en eller flere nætter. Uanset hvor lang tid vores gæster er på Christiansø, prøver vi at gøre vores bedste for at give dem den bedste oplevelse.

Der er flere muligheder for at overnatte: Gæstgiveriet, fængslet Ballonen (vandrehjem), små lejligheder, Hestehytten eller teltpladsen. For alle steder gælder, at der er rift om pladserne i højsæsonen (uge 26-31), så bestil i god tid, hvis I vil overnatte.

Af lokale spisesteder kan der kun vælges mellem kroen og kiosken, som byder på grillmad. Men vi kan også anbefale, at I tager madpakke/-kurv, som kan indtages på et af vores madpakkesteder eller blot på klipperne. I kan også købe ind hos købmanden.

Nyd naturen, bygningerne, fæstningsværkerne og dyrelivet, mens I er her. Og besøg museerne i Store Tårn og Lille Tårn. Måske kan I også nå at komme lidt ind under huden på den særlige økultur, som hersker herude, selvom det typisk kræver en eller flere overnatninger.