Efter Store Nordiske Krigs afslutning gik Danmark ind i den længste fredsperiode i landets historie. Resten af århundredet herskerede der stort set fred i riget. Da man i den såkaldte ”lange fredsperiode” ikke havde synderlig brug for en militær fæstning, var Christiansø i perioder nærmest overladt til sig selv, og i løbet af århundredet udviklede fæstningen sig til lidt af en udørk. Havnen på Christiansø var god, men den var ikke stor nok til at kunne rumme linjeskibe (sejlskibsalderens slagskibe), som udgjorde rygraden i den danske flåde. Desuden var Christiansø jo bygget for at dæmme op for Sveriges magt i Østersøen, men i løbet af 1700-tallet ændrede de to rivalers forhold sig fra konflikt til et ønske om fredelig sameksistens, hvorfor Christiansøs militære rolle blev reduceret.
Til gengæld udviklede der sig, hvad man kan kalde et egentligt samfund på øerne. I periodens begyndelse blev soldater fra alle egne af riget sendt til Christiansø for at tjene i en kortere årrække for derefter at blive afløst af nye soldater. Men frem mod midten af 1700-tallet begyndte soldaterne på Christiansø at slå sig ned for bestandig, og de begyndte at stifte familie og få børn. Sønnerne voksede op og blev soldater efter deres fædre, og tilstrømningen af soldater udefra svandt gradvist ind. Soldaternes sparsomme løn og de sparsomme rationer kunne ikke mætte de mange familier, så soldaterne brugte en stor del af deres fritid på at fiske. Fiskeriet blev med tiden hovederhvervet frem for soldatergerningen. Soldaterne var altså i virkeligheden mere fiskere, end de var soldater: Mændene tog på havet for at fiske sammen med deres sønner fra disse var 10 år gamle. Kvinderne og døtrene knyttede garn og rensede og nedsaltede fisken. Indtil for ganske få årtier siden havde de fleste af Christiansøs beboere deres primære beskæftigelse ved fiskeriet.
I perioden benyttedes fæstningen også som forvisningssted for besværlige elementer. Et forblæst, klippefuldt fængsel, hvor straffefanger, kriminelle, sindssyge, psykopater og politiske dissidenter blev sendt hen – enten som ”jernfanger” til straffearbejde i fæstningens granitbrud, eller simpelthen bare væk fra verdens øjne. Christiansø fortsatte i denne funktion helt op til fæstningens nedlæggelse.
Fiskeri
I fæstningstiden modtog Christiansøs besætning kostrationer af forvalteren fra magasinet oppe ved Store Tårn. Problemet var dog, at rationernes størrelse var bestemt efter et gammelt takseringssystem, der var beregnet for en enkelt mand ombord på et af flådens skibe. Systemet tog altså ikke højde for, at besætningen også havde koner og mange børn at mætte, så rationerne rakte ikke langt. Derfor måtte besætningen slå sig på fiskeriet i deres fritid. De mange stenhytter på øerne blev bygget af soldaterne til opbevaring og forarbejdning af fisk. De ligger lidt væk fra øens kassernebygninger på grund af stanken fra fiskeaffaldet. Fiskeriet var noget hele soldaterfamilien deltog i. Koner og døtre knyttede sildegarn og nedsaltede fisken, mens drengene, fra de var 10 år gamle, tog på havet og fiskede med deres fædre.
Soldaterne i 1700-tallet
I gaden på Christiansø boede soldaterne og artilleristerne med deres familier. Officererne og underofficererne boede i hver ende i gavllejlighederne.
I hver opgang fandtes et køkken, som fire familier deltes om, og de fik årligt tildelt et kvantum brænde til madlavningen. Christiansøs soldater var meget fattige og tjente kun omkring 1/3 af, hvad en soldat i København tjente. Til gengæld var tjenesten ikke så hård som andre steder. Ligesom til søs havde soldaterne 2 vagter a 4 timer i døgnet. Desuden havde de det privilegium, at de måtte tage på havet for at fiske, når de havde fri. Med den ringe løn, soldaterne tjente, var fiskeriet afgørende for familiernes økonomi, og det fyldte formentlig mere soldaternes hverdag, end garnisonstjenesten gjorde. Tilværelsen for Christiansøs militære besætning var altså fattig, men relativt fri.
Beboerne på Christiansø bor stadig i de gamle kaserner. Lejlighederne er dog større nu, og lønnen er bedre. Nogle fisker stadig , når de har fri – men i dag er det mest for fornøjelsens skyld.