Øgruppen Ertholmene har i umindelige tider haft betydning, fordi strædet mellem Christiansø og Frederiksø har været brugt som havn – med et indløb i syd og et indløb i nord kunne havnen anløbes uanset hvordan vinden stod.
I Middelalderen var Ertholmene et øde og barsk sted, som ofte blev anvendt af vendiske sørøvere, der hærgede i de danske farvande. Knud den Hellige sendte omkring år 1080 sin jarl, vikingen Blod-Egil, med et vagthold til Ertholmene for at holde sørøverne væk. Blod-Egil kunne dog ikke stå for fristelsen til selv at plyndre et skib på Ertholmene og brænde dets mandskab levende.
I 1300-tallet brugte sørøvere fra de tyske Hansestæder Ertholmene som tilholdssted, og dronning Margrethe I planlagde af samme grund at bygge en borg på øerne for at holde sørøveruvæsnet i skak.
I perioder hvor der var fred, blev øernes naturlige havn benyttet af bornholmske og svenske fiskere, der opholdt sig på øerne i sommerhalvåret.
Blod-Egil
I slutningen af 1000-tallet holdt sørøvere til på Ertholmene. De brugte øernes naturlige havn som base for røvertogter mod Bornholm. Af samme grund sendte kongen, Knud den Hellige, omkring 1080 sin jarl, den hedenske viking Blod-Egil, til Bornholm.
Blod-Egil tog ophold på Ertholmene med et hold soldater for at holde sørøverne væk. Men fristelsen var åbenbart for stor for Blod-Egil, for samtidig forsvandt et norsk skib i Østersøen.
Knud den Hellige besluttede sig for selv at undersøge sagen og rejste til øerne. På Ertholmene opdagede han nogle klipper, der var røde som følge af, at der havde brændt en heftig ild. Kongen konfronterede Blod-Egil, der gik til bekendelse. Det norske skib havde lagt til i havnen ved Christiansø, men var blevet fanget af ebben og kunne ikke komme ud. Blod-Egil havde da slået til og brændt skibet med alle mand ombord, der hvor klipperne var blevet røde. Blod-Egil måtte da bøde med livet for sin ugerning.
Fiskeri før fæstningstiden
I 1671 berettes det om Ertholmene:
”Her har Gudhjemboerne deres bedste næring og fiskeri og deres fiskerboder til at salte og tørre fiske og sild udi. De tager straks om foråret, når de udsejler herfra, deres kvæg og fæ, køer og får med dem, der fodrer, føder og opholder dem, eftersom på samme holme skal være græs nok, så de til de og deres kan have mælk og livsophold. Dette fiskeri, de dér bekommer, fører de til København og andre steder nærhos, igen skaffer sig salt, mel, korn og andet, dem behov gøres.
Et godt eksempel øver de dér efter gammel brug: Når fiskeriet går vel på holmen, optænder de ild og blus som aftenen og natten til tegn, at fiskeriet hos dem går vel an, ligesom de dermed nikke til deres staldbrødre, de skulle komme og hjælpe dem at drage fiske og sig der ernære, hvorefter de nær omboendes her på landet sig retter, og udi hopetal med brød, øl og andet fødefang til den henvanker, dem sekunderer og nyder så Guds velsignelse sammen.”