PRESSEMEDDELELSE
Torsdag 2. april 2020
Christiansø åbner ikke turistsæsonen til påske i år, som traditionen ellers byder. Når Christiansøfarten indsætter færgen Ertholm op til påske, så plejer det samtidig at markere afslutningen på vinteren og startskuddet for turistsæsonen for øboerne.
Men i år må øboerne vente lidt endnu med at se nye ansigter, da alle turist- og gæstefaciliteter er lukket ned på grund af Corona-krisen. Som i resten af landet er kro og overnatningssteder lukkede, så det er ikke muligt at få et måltid mad eller overnatte. Museerne i Store Tårn og Lille Tårn åbner først, når museerne i resten af landet får lov til at åbne. Dertil kommer, at Christiansøfarten sejler med et stærkt reduceret antal sejladser henover påsken og kun er på Christiansø, så længe det tager at losse fragt og passagerer.
Administrator Jens Peter Koefoed udtaler:
Vi følger resten af landets Corona-restriktioner og statsministerens indskærpelse om at holde fast henover påsken. Så må vi sige til vores sædvanlige påskegæster – bornholmere, lystsejlere og påsketurister på Bornholm – at i år må i udskyde jeres besøg, indtil vi igen kan åbne øen som sædvanlig.
Det er erfaringen, at der kan komme ganske mange mennesker til Christiansø i påsken, især hvis det er smukt vejr med milde forårsvinde. Gæster kan være både endagsturister eller gæster, som overnatter på kroen eller i et af administrationens logier. Derudover plejer øboerne også at få familie og venner på besøg blandt andet til den traditionelle påskefrokost.
Jens Peter Koefoed siger om dette:
Til øboerne har vi meldt ud, at vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til og fra Christiansø. Og her tænker vi særligt på turistbesøgende. At øboerne får besøg af den nære familie og venner er fortsat acceptabelt, så længe det foregår efter de generelle Corona-retningslinjer særlig om at undgå større forsamlinger, holde afstand og ikke rejse, hvis man har forkølelsessymptomer.
Vi har endnu ikke registreret tilfælde med Corona- smittede på Christiansø, og det vil vi gerne kunne fastholde så længe som muligt.